PRESSEMEDDELELSE, TIRSDAG D. 15. JANUAR 2019

NU GÅR BYGGERIET AF THYBORØN VANDKULTURHUS I GANG
Den 1. februar påbegyndes byggeriet af det nye Thyborøn Vandkulturhus. Det står nu fast, efter at Thyborøn Fritidscenter i tæt samarbejde med centerets rådgivere siden august har arbejdet for at få finansieringen på plads. Lige før jul lykkedes det at finde de nødvendige besparelser og ekstra midler. ”Vi er rigtig glade for at være i mål med finansieringen – og projektet generelt. Vi glæder os meget til, at vi nu skal i gang med byggeriet. Det vil give nogle daglige udfordringer med en byggeplads – men det er en positiv opgave, vi vil løse i samarbejde med vores brugere,” udtaler centerchef Jesper Vinther Fruergaard.

Blandt andre støtter Lokale og Anlægsfonden projektet med yderligere 1.500.000 kr. Fonden støtter således projektet med 12.500.000 kr., udover den støtte de gav til arkitektkonkurrencen.
”Vi er spændte på, at byggeriet af vandkulturhuset går i gang. At transformere en overkapacitet af kvadratmeter i den eksisterende idrætshal til et moderne vandkulturhus viser en ny og innovativ tilgang til, hvordan man kan løse en lokal udfordring, samtidig med at man tænker nyt og bæredygtigt. Projektet vil have stor eksempelværdi for andre bygherrer, da det viser en flot arkitektonisk løsning, der bygger på et stærkt koncept,” siger Anna Hassel, arkitekt i Lokale og Anlægsfonden.

Foreningen Realdania har bidraget med 14.000.000 kr. til projektet.
”Thyborøn Fritidscenter skal gå fra typisk idrætshal til nyt vandkulturhus og skal både være mødested for lokale borgere og en turistattraktion. Den eksisterende hal bygges om, så den nu kan rumme en svømmehal med sauna og andre vandkulturfaciliteter, og vi håber, projektet kan inspirere lignende initiativer i resten af landet, hvor man gerne vil konvertere eksisterende idrætsanlæg til at kunne rumme nye funktioner”, siger programchef Per Schulze fra Realdania.

Lemvig Kommune støtter det nye vandkulturhus med yderligere 1.000.000 kr. og 2.000.000 kr. i kommunekredit. Lemvig Kommune har i forvejen støttet projektet med 5.000.000 kr. Herudover er projektet blevet tilpasset økonomisk, så en realistisk byggepris er nået, uden det har haft konsekvenser for indretning og aktiviteter i centret. Resten af midlerne er indsamlet hos private og erhvervsdrivende i Lemvig Kommune.

NYT NAVN OG IMAGE
Byggeriet går i gang den 1. februar, og Thyborøn Fritidscenter markerer ”første spadestik” lørdag den 26. januar fra kl. 13.00 – 15.00 med pølser og øl/sodavand til de besøgende.
”Vi glæder os til at vise borgerne, at vi nu går i gang efter en lang opstartsfase. Selvom der udadtil har været stille, så har der siden 2015 været arbejdet på projektet hver eneste dag,” udtaler centerchefen – og tilføjer med smil på læben – ”udover at det er ”første spadestik”, så er det jo også rejsegilde, da der jo allerede er tag over Vandkulturhuset.”

I forbindelse med byggeriet af det nye vandkulturhus får Thyborøn Fritidscenter samtidig ny identitet med nyt navn og logo, som først bliver afsløret ved første spadestik den 26. januar.
”Siden 1968 har centret været igennem en kæmpe udvikling, hvor både tidligere og nuværende bestyrelser, halinspektører og medarbejdere har gjort centret til det, vi kender i dag. Den udvikling vil vi gerne fortsætte. Og da det bliver den største forandring af centret siden starten i 1968, både bygningsmæssigt og på aktivitetssiden, ønsker vi at give centret en ny identitet. Det skal være med til at markere, at vi nu tager hul på de næste 50 år,” siger centerchef Jesper Vinther Fruergaard.

Der vil i løbet af februar måned blive indkaldt til et mindre borgermøde i centret, hvor naboer og brugere kan få svar på mere praktiske ting, såsom tidsplaner, byggeplads, adgangsforhold etc.

FAKTA
Thyborøn Fritidscenter kunne i oktober 2018 fejre 50 års jubilæum. De første dele af Thyborøn Hallen blev bygget i 1968. I de første 50 år, har navnene været Thyborøn Hallen og Thyborøn Fritidscenter – i daglig tale bare ”Hallen”. I forbindelse med ”første spadestik” skifter centeret navn. Det nye navn bliver afsløret den 26. januar.

Følgende entreprenører har vundet licitationen, og skal dermed stå for opførelsen af Thyborøn Vandkulturhus:

Bygningsentreprisen: Jens Jensen A/S, Holstebro
Vandbehandlingsentreprisen: Dansk Vandteknologi A/S, Esbjerg
Nedrivningsentreprisen: Entreprenørfirmaet Allan Thomsen, Nr. Vorupør

KONTAKT

TFC:
Jesper Vinther Fruergaard, Centerchef
Tlf.: 5090 7000

Realdania:
Programchef Per Schulze via Rie Helmer, pressemedarbejder
Tlf.: 2546 3096

Lokale og Anlægsfonden:
Anna Rex Wittig, presseansvarlig
Tlf.: 2613 5142