Gitte Henning A/S bliver hovedsponsor på Boldwærket2
Der er i dag indgået en 10 årig sponsoraftale mellem Gitte Henning A/S og Wærket S/I. Gitte Henning har købt navnerettighederne på det ”nye” Boldwærket2 – som er navnet på den nye multisal der før gik under navnet Hal 2. Det betyder at man fremadrettet markedsfører Boldwærket2 med tilnavnet ”Gitte Henning Salen”

Multisalen er på 425 m2, og ligger mellem det kommende Vandkulturhus Vandwærket, Thyborøn Ungdomsgård og Kraftwærket som er Thyborøn Fritids motionscenter.
Multisalen vil primært bruges til idrætsaktiviteter som f.eks. gymnastik, spring og badminton – men der vil også være opvarmning til håndboldkampe i salen. Herudover forventes det at Gitte Henning Salen skal bruges til større arrangementer som f.eks. receptioner, borgermøder o.l.
Der arbejdes PT på transparens mellem salen og de øvrige rum, således at man fra foyer, vandland og motionscenter kan kigge ind i salen og omvendt.

Hos Wærket er man rigtig glade for den nye aftale. ”Sponsoratet er med til at fortsætte den udvikling af centret som vi er i fuld gang med. Herudover er vi rigtig stolte af, at Gitte Henning A/S med Henning Kjeldsen i spidsen, ønsker at være en del af centret med Gitte Henning Salen, selvom han ikke længere selv er bosiddende i Thyborøn” udtaler Wærkfører Jesper Vinther Fruergaard og tilføjer ”Rederiet er en stor del af Thyborøn og fiskeriet i Danmark, og har været det i mange år, så det er med stolthed, at det netop er ”Gitte Henning Salen” som vi kommer til at skrive på indgangsdøren til multisalen.”

”Set med vore øjne er hele projektet omkring Thyborøn Hallen (Wærket) super godt, og da både vi og vore børn har brugt mange timer der, vil vi på denne måde sige tak for et godt projekt til gavn for byens ungdom. Med vores arbejde i fiskeriet har vi aldrig haft tid til frivilligt arbejde, så derfor giver vi en hånd på den her måde. Vi ønsker Wærket held og lykke fremover” udtaler Henning Kjeldsen fra Gitte Henning A/S.

Udover Boldwærket 2 – Gitte Henning Salen råder centret over endnu en hal, som tidligere på året fik navnet Thyborøn Trawldoor Arena , og hos Wærket håber man i fremtiden at flere lokaler vil have et firmanavn på døren, i form af et navnesponsorat.